Foto: Mikal Schlosser

Danmark får sit eget unikke 3D imaging center

Friday 03 Sep 21
|

Contact

Henning Friis Poulsen
Professor
DTU Physics
+45 45 25 31 19

3D Imaging Centrets partnere

Med Nordeuropas største imaging center placeres Danmark centralt i den voksende anvendelse af røntgen- og neutronstråle visualisering.

3D Imaging centeret har til huse i en af DTU’s nyeste bygninger. Det er den perfekte ramme for de moderne verdensklasse faciliteter, der både skal anvendes af forskere, virksomheder, museer og hospitaler. De nye instrumenter i centret giver mulighed for at gennemføre unikke scanninger, der på samme tid kan afdække det ydre og se ind i ting uden først at skulle skære disse op og dermed ændre på deres struktur. 

”Centrets mulighed for at tilbyde imaging i verdensklasse på dansk jord vil styrke Danmarks position og forskning inden for både de naturfaglige, tekniske og sundhedsfaglige videnskaber. Adgangen til de nyeste teknikker vil ligeledes få betydning for udviklingen af nye produkter og løsninger til så forskellige områder som nye bæredygtige energiformer og sundhedssektoren”, siger vicedirektør Stine Jørgensen, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

Forskere og andre brugere

3D Imaging centret huser først og fremmest den nye nationale røntgen infrastruktur DANFIX, der er etableret i samarbejde med de øvrige danske universiteter. Derudover forskningsfyrtårnet SOLID, der er en central del af Danmarks initiativ i forbindelse med den store europæiske neutronfacilitet, European Spallation Source, ESS, i Lund. Endelig har også det regionale data analyse center, QIM, der hjælper med håndtering af de mange data fra scanningerne, til huse i 3D Imaging centret.

"3D Imaging kan give ny indsigt i materialers, produkters og organismers indre struktur og egenskaber, og centeret kan hjælpe forskere og virksomheder til at udvikle nye produkter og teknologi"
Rasmus Larsen, Prorektor på DTU.

”Med det nye center på DTU åbner vi op anvendelser meget bredt. Det gælder ikke kun de mange forskellige videnskabelige forskningsgrupper, der allerede er begyndt at anvende centret. Vi byder også velkommen til en række helt andre brugergrupper. 3D Imaging kan give ny indsigt i materialers, produkters og organismers indre struktur og egenskaber, og centeret kan hjælpe forskere og virksomheder til at udvikle nye produkter og teknologi, ligesom den nye forskningsfacilitet vil kunne bidrage til en øget digitalisering af eksempelvis museers samlinger”, siger prorektor Rasmus Larsen, DTU.

Indgang til store forskningsfaciliteter

Det nye 3D imaging center vil også komme til at fungere som indgang til de store europæiske røntgen- og neutronstrålings faciliteter, særligt til ESS og MAX IV i Lund, men også European Synchrotron Radiation Facility, ESRF, i Frankrig.  

”Vores brugere skal kunne gennemføre de første scanninger på DTU, og hvis disse ikke giver tilstrækkelig viden, kan de tage skridtet videre og ansøge om tid hos en af vores samarbejdspartnere på de store faciliteter i enten Lund eller Frankrig,” siger professor Henning Friis Poulsen, der er leder af det nye center. 

Centrets aktiviteter er særligt koncentreret om fire store forskningsområder. Det er dels scanninger af hårde materialer som metaller og mineraler, der bl.a. anvendes i Power-to-X og lagring af CO2, samt materials engineering, der omfatter vindmøller og stålkonstruktioner. Derudover er bioimaging et væsentligt område, hvor scanninger af organer, knogler og planter skal bidrage til sundhedsvidenskaben og udvikling af nye produkter i sundhedssektoren. Endelig vil centret arbejde med vores natur- og kulturarv, der omfatter undersøgelser af genstande som fossiler og museumsgenstande. 

Indvielsen af 3D imaging centret er blevet udskudt på grund af corona pandemien, og derfor har faciliteterne allerede været anvendt et stykke tid af mange forskellige brugergrupper. Centret har bl.a.bistået Naturhistorisk Museum med en scanning af et Tyronnosaurus Rex kranie til en udstilling, ligesom det har bidraget til fremstilling af en kopi af den paralympiske bordtennisspiller, Peter Rosenmeiers, håndprotese.

Fakta

DANFIX

DANFIX - Den Nationale Røntgen Imaging Facilitet er etableret i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og DTU.  Derudover har Region Hovedstaden haft en vigtig rolle i forarbejdet for etableringen af DANFIX. 

SOLID

SOLID er en del af den danske investering i den nye internationale forskningsinfrastruktur ESS i Lund. SOLID har fokus på forskningen i hårde krystalliske materialer og er et af de forskningsmæssige fyrtårne, der skal bane vej for at udnytte de nye teknologiske muligheder i materialeforskningen, som neutronfaciliteten ESS vil give efter sin åbning om et par år. 

ESS

European Spallation Source, ESS, er under opførsel i Lund og forventes klar til de første videnskabelige forsøg i 2025. Neutronkilden bliver væsentligt kraftigere end de øvrige lignende anlæg, der eksisterer i dag. 

MAX IV

Røntgenkilden MAX IV, der ligger ved Lund i Sverige, blev indviet i sommeren 2016. Den tilbyder både bedre kvalitet i analyseresultaterne samt højere hastighed i gennemførelsen af målinger end andre eksisterende synkrotroner. 

News and filters

Get updated on news that match your filter.
https://www.innowind.dk/news/Nyhed?id=%7B74E48BF2-1895-4C1C-B200-8DC2D0CFEE5B%7D
25 SEPTEMBER 2021